Drømmen om det gode liv er blevet et mareridt for generation X

Af Dr. (mult.) Morten Paustian

Generation X refererer til den aldersgruppe, som er født mellem 1965 og 1980. Denne generation har en gennemgående udfordring: at kunne slippe det performative greb om tilværelsen, for i stedet at give friheden til at være mere plads. Sagen er bare, at det har Generation X aldrig lært — vi kan ikke finde ud af det. I stedet er det blevet et liv, hvor nøgleordet er handling frem for alt, men det er ikke alle problemer, som vi kan handle os ud af.

Vi tog arven op fra vores forældre. Vi kopierede deres livsform med en selvindlysende klapsalve til det gode liv. Max Weber talte direkte fra gravstedet og ind i vores generations opdrag. Den protestantiske etik blev til et arbejdskald, der gav genlyd. Generation X er trænet i at kunne træne. Det var i vores opvækst, at fitnesscentermentaliteten tog fart. Den eksploderede i 90’erne. Vi skulle være stærke, vi skulle mestre karriereudvikling, finde den eneste ene, have et drømmehus med garage, kloge børn og så videre. Vi skulle med andre ord demonstrere magt, prestige og anerkendelse. Det er de tre performative lys, min generation har higet efter hele vores liv.

Vi blev fanget i stræbsomhedens fælde

Men Generation X har ikke kunnet få det til at hænge sammen på samme vis som vores forældre. Vi er blevet taget som gidsler af stræbsomheden. Vi har troet, at livets vilkår knytter sig til valget, handlekraft og konkurrenceevne. Vores bevidsthed er tatoveret med det personlige ansvar, og hvis ikke vi kan klare os selv, så er vi tabere. Det er blevet skamfuldt at lide nød, miste sit arbejde, blive skilt og få børn med diagnoser. Det passer ligesom ikke ind i glansbilledet af det gode liv. Og i forlængelse heraf jagter vi meningen.

Stræbsomheden og den formålsrettede livsførelse har domineret vores tilgang til livet. Den er blevet oversat til: ’Hvad er der i det for mig?’, og selvoptagetheden satte sig på samhørighedens plads. Livet er kommet til at handle om præstationer; At kunne dokumentere evnen til at indfri målsætninger. Vi skal levere varen, og vi løber efter forventninger, krav og social anerkendelse.

Selvtilliden er blevet uendelig stor. Drømmen om det gode liv er for mange blevet til det performative mareridt. Arbejdslivet er til tider blevet en sløj pornofilm, hvor intimiteten er blevet instrumentaliseret. Kærlighedslivet bliver formidlet af familieretshuset. Børneopdragelse er blevet til et spil på IPad’en. Folk skændes ikke engang mere – samværsformen er blevet den tavse aggressive opmærksomhed, hvor afvisningen er blevet reglen frem for undtagelsen. Generation X er i det lys mislykket.

Den ene efter den anden slår op ad banen og sætter sig selv på bænken enten på grund af stress, depression, angst eller mistrivsel. Og når du først har været helt nede at bide i græsset, så kommer du aldrig helt op igen. Du kan foregive at være klar til start, men inderst inde ved du godt, at det aldrig bliver det samme igen. Det bliver tydeliggjort i bogen Generation X: Tales for an Accelerated Culture (1991) af Douglas Coupland.

Der er mange, som dog mener at kunne bryste sig af at være mønsterbrydere – det var dem, der havde bogen Teori U (2013) af Otto Scharmer liggende på deres natbord, men i virkeligheden er vi nogle postindustrielle ekkoer, der er gode til at få bnp’et op, og hvor kynisme for mange er blevet det etiske svar: »Du må klare dig selv.« 

Vi kender kun én vej til glæde

Aristoteles slog et slag for, at etikken skulle have lykken eller glæden som sit omdrejningspunkt. I det lys har Generation X mistet det etiske kompas. Vi har mistet vores følsomhed over for glædens nuancer. Jeg har tænkt videre over tankerne fra Aristoteles om glæden og dens grundlæggende livsbetingelser. 

Min teori er, at der forekommer fire eksistentialer i tilværelsen, som alle fremelsker vores liv- og arbejdsglæde. Det ene eksistentiale er oplevelsen og følelsen af succes. Her har Generation X lagt alle sine æg. Succes kan give følelsen af tilfredsstillelse. Det kan være indfrielsen af en målsætning, fornøjelsen ved at vinde eller en form for fuldendelse. Succes har været altoverskyggende for følelsen af glæde hos Generation X, og vejen dertil har ofte været knyttet til udviklingen af et karriereliv.

Men der er andre oversete eksistentialer. Det andet er oplevelsen af friheden til at være. Det er det nøgne portræt af tilværelsen, hvor vi bare er, og uplanlagt tillader os selv legen, humoren, kreativiteten, frihed i tanke og tale, blottet for enhver koreografi eller iscenesættelse. Her træder vi ud ad hoveddøren i nattøj. Friheden til at være er hverdagens eventyrligheder i et ikkedømmende blik – vi er bare midt i øjeblikket. Den form for glæde er forelskelsen i livet.

Det tredje eksistentiale handler om det betydningsfulde: enten at være betydningsfuld for sig selv og andre eller at gøre noget betydningsfuldt i sig selv. Det betydningsfulde er meget stærkere end det meningsfulde. Vi har en tendens til at tilplastre vores liv med en veldisponeret meningsfuldhed, men det betydningsfulde rækker ud over enhver komposition. Det betydningsfulde er poetisk. Det er den fylde af nærvær, der ligeligt blander kort med det nødvendige og det mulige. Det betydningsfulde giver en glæde, der handler om omsorgen for det vigtige. Der er noget, som vokser og gror, fordi vi har været der eller gjort noget bestemt.

Det fjerde eksistentiale knytter sig til oplevelsen af samhørighed, der enten kan dreje sig om at føle sig elsket, værdsat for ens tilstedeværelse, at være en del af et fællesskab, hvor man deler livet i dets umiddelbarhed. Og hvor intimiteten får plads og på samme tid bliver beskyttet. Samhørighed er den sociale sammenhængskraft, der både kan forløse og forene fællesskaber. Ifølge Harvard Study of Adult Development er relationer nøglen til glæde – og altså hverken magt, velstand eller berømmelse.

Når livet handler om at vinde, vil de fleste tabe

Disse fire eksistentialer er tilsammen glædens opmærksomhed. Når vi har en balanceret prioritering af disse fire eksistentialer, så er glæden til stede i vores liv. Men Generation X er blevet en amøbegeneration, der alene fokuserer på succes, som det eneste parameter for glæde, og derfor er livet blevet til et performativt mareridt for os. Der er som sagt flere nuancer ved glæden, og det er de øvrige dimensioner i form af friheden til at være, betydningsfuldhed og særligt samhørighed.

Etik er i lige linje blevet til et borgerligt forklæde, hvor den kyniske udlægning af eksistentialismen trækkes frem i form af: »Du har et valg og det skal give mening.« Moralister udskriver altid valg, men skæbnen vil heldigvis, at vi alle faktisk har adgang til glæden. Den kan dog hurtigt blive mast og trampet på af succeskriterier. 

Disse kriterier er som oftest en blindgyde og efterlader det enkelte menneske med skyldfølelser, nederlag og en følelse af fiasko. Der er nemlig kun én, der kan vinde, resten kan se sig selv som tabere. Et enøjet fokus på succes gør glæden til et skrøbeligt anliggende i livet, hvilket tillige kan gøre Generation X til Generation EXIT.