Renæssancelederen – en genfødsel af den eksistentielle værdi i kraft af ledelse

Af Direktør for Paustian Advisory, Dr.(mult.) Morten Paustian

Vi oplever - eller har formentlig alle oplevet - perioder med brud på mening, håbløshed, tomhed eller en eksistentiel træthed – det kan være tilstande af livsfattige omstændigheder, der kan mærkes som større eller mindre livskriser. Vi hænger måske fast i en ’form uden indhold’, der ikke længere opfylder vores trang til at være skabende mennesker. Vi står på tærsklen til en nødvendig forandringsproces.

Vigtigheden af det betydningsfulde

Et stigende antal ledere og medarbejdere ønsker at arbejde med betydningsfuldhed. De ønsker noget mere end blot at gå på arbejde, udføre en funktion eller supportere et forretningsområde. De ønsker at være en del af en større begivenhed og bevægelse, hvor deres arbejdsværdi skal bidrage med en livskraft. De ønsker med andre ord at bidrage til udvikling af ’det gode liv’. Deres arbejde skal være en eksistentiel bedrift, hvor de med rettet ryg og værdighed kan se sig selv og den næste generation i øjnene.

Mere end nogensinde før ansporer denne udvikling til at gøre ledelse til en selvstændig disciplin, hvor lederen træder i karakter som en fødselshjælper til eksistentiel forløsning og udfoldelse. Når ledelse bliver en selvstændig disciplin, så skyldes det at ledelse har brug for en grundlæggende viden om den menneskelige værdi og en indsigt i det andet menneskes væren og bidrag til udvikling. Det kræver en fornemmelse for den andens livskraft på en sådan måde at væren og performance kommer til at gå hånd i hånd – det er herfra, at ledelse kommer til at handle om det betydningsfulde, det proaktive, abstraktioner, og en ny sammenhængskraft.

Noget nyt bliver vakt til live

Renæssancen er kulturhistorisk en periode i verdenshistorien, hvor antikken blev ’genfødt’ som en videreudvikling af middelalderen. Renæssancen satte mennesket i centrum med dets personlighed og virke. Dette så man i særlig grad personificeret med Leonardo Da Vinci, som på magisk vis mestrede så mange vidensfelter at han udviklede parallelle spor af det samme samtidigt inden for teknologisk udvikling, malerkunst, arkitektur, forfatterskab mm. Han var indbegrebet af et renæssancemenneske, hvor han gjorde den menneskelige skaberkraft til sin metier at vise.

Dette portræt bliver fremtidens lederskab – at blive en renæssanceleder, hvor den mangfoldige menneskelige skaberkraft bliver omdrejningspunktet for viden og værdi. Renæssancelederen skal kunne gå ind i kriser, identificere det utilstrækkelige og transformere kriser til det kommendes muligheder med et eksistentielt blik på det tilblivende. Vedkommende skal kunne udfolde genfødslens kunst, hvor det livgivende markerer kriterierne for det ønskværdiges tilvækst. Renæssance eller ej, livet skal udvikles for ikke at stagnere i gentagelser.

Universelle udviklingsprocesser

Renæssancelederen beskæftiger sig stort set ikke med andet, end ledelse af væren og performance, og der er tale om universelle udviklingsproces, som illustrerer genfødslens transformation. Først og fremmest er der tale om krisers opståen, herefter krisers bearbejdning for således at blive til krisers mønstre og iboende formsprog for til sidst at opdage krisers innovative potentiale. Denne udviklingsproces har uafhængigt af fagspecifikke greb haft mange udlægninger over det samme. Vi erfarer den eksempelvis i Dantes Guddommelige komedie, hos Aristoteles og hans udlægning af kunstens værdi, hos traumepsykologiens udviklingslogik etc.

Der er nærmest en enslydende komposition af den menneskelige udviklingsproces, hvor der først indtræffer en krise med et ’chok’ til følge, hvilket afføder en ’reaktion’, der siden leder til en ’bearbejdningsproces’, som danner grundlag for en ’revitalisering’. Det er fire faser i den menneskelige udviklingsproces. Og renæssancelederens opgave er at identificere det transformative potentiale i krisen, så en ny sammenhængskraft kan indfinde sig.

Transformationen og livskraften

Når renæssancelederen skal styrke sin ledelseskapacitet til at kunne håndtere disse fire processer, så finder vi genveje i tilsvarende fire fagområder. Det ene er filosofisk tænkning, det andet er psykologisk indsigt, det tredje er kunstnerisk fornemmelse, og det fjerde er vitalitet og innovation. Udviklingsprocesserne sker igen og igen. Det er genfødslens ramme for en skabende udvikling, og ledelsespraksis bliver at være den ledende skikkelse, der viser vejen ud af krisen og samtidig leder i kraft af blikket på muligheder og nye veje at gå.

Omdrejningspunktet for den transformative proces er, hvad Foucault kaldte Énonce, der skal forstås som den diskursive formation af begivenheder, og samtidig er det på de tidspunkter, hvor selve italesættelsen bliver til en begivenhed – her sker der altid noget skelsættende, og vi er ikke altid herre over, hvad der kommer til at ske. Terningerne er kastet, som Sartre ville have sagt – udfaldet kender vi sandsynligvis ikke, men vi kan forbinde os til en inderlighed, så vi mærker en sikkerhed på trods af det det uvisse.

Livskraften bliver det ledende for det sammenhængsgivende både som leder og som medarbejder. Livskraften er det mest betydningsfulde – det siger næsten sig selv, men kompleksiteten i at forstå denne livskraft, bevidstgøre sig sin egen og tillige videreudvikle betingelserne for denne, er livslang læring.